108 tilgivelser…

Jeg tog ned til Høve Strand... Jeg havde min rosenkrans med 108 perler med...

Jeg kom der ned, kiggede ud på havet, mod solen og sagde:

"Jeg tilgiver mig selv fortiden og elsker og accepterer mig selv"

Hey, dette er da nemt...

"Jeg tilgiver mig selv fortiden og elsker og accepterer mig selv"

Pludselig mærkede jeg tårene. De pressede på. De flød over...

"Jeg tilgiver mig selv fortiden og elsker og accepterer mig selv"

Dette bliver hårdt, tænkte jeg. Hvor er den røde Horndamen? Som kan få mig på bedre tanker?

Hun havde pakket sig ned i de mange lag tøj jeg havde på og var revnende ligeglad med mig...

"Jeg tilgiver mig selv fortiden og elsker og accepterer mig selv"

- alle de gange jeg har løjet... -  til andre, om andre og for mig selv

"Jeg tilgiver mig selv fortiden og elsker og accepterer mig selv"

- alle de gange jeg har svigtet min mand, min søster, min mor, min familie, mine venner, mig selv...

"Jeg tilgiver mig selv fortiden og elsker og accepterer mig selv"

- alle de gange jeg har skuffet min mand, min søster, min mor, min familie, mine venner, mig selv...

"Jeg tilgiver mig selv fortiden og elsker og accepterer mig selv"

- sådan fortsatte jeg, og jeg huskede hver gang en hændelse, hvor den hang ved og ikke ville give slip. Hvor den fyldte og ætsede mig op inden i.

Tårene rendte ned ad mine kinder, der var koldt og tårene var iskolde. - Men det var okay.

Pludselig var der kun en perle tilbage i rosen-kransen.

"Jeg tilgiver mig selv fortiden og
elsker og accepterer mig selv"

råbte jeg ud... råbte det ud til havet, til solen, til fuglene, til mig selv.

Pludselig kom jeg i tanke om hvor jeg var, kiggede mig over skulderen og så nogle mennesker på afstand. Ha pyt!! Jeg er ligeglad om de tror jeg er en rablende gal kvinde på stranden med to buldogge på slæb!

Jeg følte en lettelse, en ro... en fred inden i mig. Det var som om jeg virkelig troede på mit Mantra. Jeg troede faktisk på det. Jeg tror på det!

Jeg sidder her hjemme i varmen nu, med forståelse og en indsigt til mig selv. Jeg føler mig ikke tom eller drænet, men jeg er alligevel lidt træt. Om det er pga manglende søvn i et stykke tid, eller det faktum at det er faktisk ret hårdt at tilgive sig selv fortiden og begynde at elske og acceptere sig selv.

Enhver kan vel stå på en strand og sige dette Mantra 108 gange. Uden at de har den store betydning. Men når man vælger at gøre det, og virkelig mene det. Da kan det trække lidt tænder ud...

Jeg valgte Høve Strand, fordi for 8 måneder siden var jeg på kursus der, gennem House of Awareness. Der startede min rejse. Min rejse til at leve mine drømme ud.

Min rejse ind i tilgivelsen, accepten og kærligheden. Og nu, ja nu er jeg ankommet.

Nu er jeg her, jeg hedder Heidi, jeg har tilgivet mig selv en del og jeg er begyndt at elske og acceptere mig selv.

Jeg er ikke færdig med at tilgive, for der er jo lidt mere end 108 ting. Men jeg har dumpet 108 kilo baggage fra min krop.

Og nu kan det kun gå fremad!

"Jeg tilgiver mig selv fortiden
og elsker og accepterer mig selv"

0 Responses

  1. […] Og… er du helt ude at skide… så smid lige denne på: Jeg tilgiver mig selv fortiden – og jeg elsker og accepterer mig selv… […]
  2. […] først efter jeg kom dertil at jeg kunne lave mine 108-tilgivelser af fortidens spøgelser, monstre og plageånder – har jeg været i stand til at løfte den store […]

Leave a comment

You must be Logged in to post a comment.

All original content on these pages is fingerprinted and certified by Digiprove