Det går nedad…

Ja, det gør det det. Det går nedad – med vægt, med cm, med min størrelse.

Det er fedt at se – opleve – mærke. Mit tøj bliver større og større og jeg nærmer mig delmålet på en stille og rolig måde – uden at jeg føler jeg skal undvære hverken det ene eller det andet.

Jeg har formået at vende min tankegang, så jeg nu ikke bliver fristet i supermarkedet til at købe både det ene og det andet af lækre kaloriebomber.

I går var jeg et smut i København. Kørte med der ind, fordi en veninde skulle have en af hendes firma biler på værksted, også var jeg chauffør på den anden bil...
Da vi kørte hjemmefra havde ingen af os spist frokost – ja jeg havde haft det lidt travlt, men det var nu ikke værre end at vi fik en hurtig sandwich. En af de her med det hvideste hvide brød, en eller anden slags skinke ting også lidt salat i. Den er trekantet og i en trekantet plastikbeholder. Du kan købe den alle steder... Jeg så dog ikke kcal indholdet – men jeg tror ikke det er den med mindst kcal...
På vej hjem fra København, ville vi lige stoppe i Brugsen. Jeg kom i tanke om hvor længe det var siden jeg har fået en pizza.  Så selvfølgelig gik Liz Hurley på skulderen i gang med en debat med mig om jeg skulle have en pizza...

”JO, kom nu Heidi – Det er så længe siden. Bare en bittelille pizza – en lille en, den feder ikke. Det kan du godt tillade dig.”

-NEJ! – Er du klar over hvor mange kcal der er i sådan en krabat?!

”Ja – sølle 800 kcal... det er jo ingenting – du går bare en af dine åndssvage kedelige ture også vupti er de kcal væk igen”

LIZ! Nu skal du høre her – Da jeg vejede meget mere kunne jeg snildt gå en 10 km tur og forbrænde 800 kcal. Men det kan jeg sgu da ikke længere! Jeg vejer jo meget mindre nu. Er du klar over at jeg skal gå næsten 20 km for at forbrænde en pizza!?

”20 km – det må du gerne gå – det gøøøøøør du hurtig. Du har jo ikke så meget flæsk på sidebenene længere – så du kommer jo til at gå hurtigere...”

Altså Liz – det tager mere end tre timer at gå 20 km...

”Jooooo men jeg skal nok være sød og ikke brokke mig, jeg lover at jeg ikke skal finde genveje så du kan komme hurtigere hjem til vor elskede sofa – jeg loooooooover”

GLEM DET!

Også igen – så snakkede jeg højt om det i bilen.

Jeg kom til at debattere med mig selv – eller var det Liz? Det var nok Liz og mig der debatterede videre – men min veninde hørte det nu.

”Altså – jeg skal jo også leve – og hvad så når jeg har nået målet? Hvad så når jeg får en pizza? Vil jeg gå total pizza amok? Vil det være som at give heroin til en tidligere heroinmisbruger? Vil jeg få det sådan med sukker også? Med pizza – junkfood generelt?
Men det går jo ikke – jeg kommer ikke ud og gå i morgen, jo men ikke 20 km. Jeg skal med Bertram på hospitalet. Så jeg ved med 100 % sikkerhed at jeg ikke får tid til at forbrænde den pizza”

BASTA! – Det nytter ikke at tænke at jeg skal spise en pizza nu, for at kroppen ikke går pizza amok når jeg spiser en pizza om seks måneder. Det er jo noget vås det der!

Da vi kom ind i Brugsen – gik jeg hen til pizzaen og kiggede på emballagen. Uh – over 800 kcal. NEJ! Jeg gør det IKKE!

Så jeg gjorde det ikke!

Og jeg er stolt – jeg er glad og lettet. For jeg har klaret at vende min tankemåde fuldstændig!

Det er ikke sådan at jeg er i den diskussion hver gang jeg skal handle. Men en gang i mellem kommer den. Og da er jeg enormt glad for at jeg har lært mig selv denne metode. At jeg kan se den røde tråd i hvordan det hele hænger sammen.

Jeg har godt været klar over det. Men nu når jeg har regnestykket foran mig hver dag – så giver det mening for mig.

Jeg har 1100 kcal til rådighed. Dem må jeg snolde for hver dag. Men jeg vil jo have mest muligt for mine ”penge” altså kcal. Så jeg sørger for at spise det mad der giver mig de bedste kcal – og ikke de dårlige.

Når jeg så træner og måske forbrænder 536 kcal. Så har jeg fået mere at snolde for. Og så længe jeg holder mig til: 1100 kcal + 536 kcal = 1636 kcal om dagen. - Og ikke overskrider det – så taber jeg mig.

Det fungerer!! – For mig! Det er meget vigtigt at du forstår at dette er noget der virker for mig. Jeg siger ikke at dette er noget der virker for alle. For det har jeg ikke belæg for at sige.

Min holdning er den at man skal finde det der fungerer – det der virker. Også skal man give det mindst tre måneder. Og virker det og vægten går ned – så er det jo det rigtige.

Men man skal også huske følgende: når målet er nået... da skal man jo ikke starte om igen med at leve det liv man levede inden. For så er man jo tilbage til square one.

Jeg ved allerede nu hvordan mit liv bliver når mit mål er nået.

Jeg ved at jeg kommer til at holde øje med mit kcal indtag hver dag. Jeg kommer ikke til at tælle dem slavisk – men jeg lærer i denne periode jeg er i nu at beregne i hovedet hvor meget jeg skal have. Jeg kommer ikke til at veje min mad hver dag – men jeg kommer til at have mindst én dag om ugen hvor jeg vejer og tæller – simpelthen for at holde mig selv i nakken.

Men det der er den største faktor i dette for mig: Jeg har set sammenhængen mellem kcal indtag og motion. For mig var det vigtigt at se den som et regnestykke – sjovt nok, mig der er komplet talblind... Men regnestykket har gjort, at nu den sidste måned hvor jeg overhovedet ikke har talt kcal pga ferien, julen og det at jeg har været sløj. Så har det gjort at jeg alligevel har tabt mig.

Jeg har næsten ikke trænet. Jeg har de sidste 14 dage gået fra sengen over til sofaen – that's it! Men fordi jeg kender portions størrelsen – så har jeg formået at tabe mig et helt kilo alligevel. Jeg har for første gang i mit liv ikke taget på mellem jul og nytår – men tabt mig.

Ja – man må jo prale lidt når man kan...

2 Responses

  1. Det er wildt flot Heidi! Sikken en rank stærk sej rygrad du er i besiddelse af Tillykke søde. Kram HanneB

Leave a comment

You must be Logged in to post a comment.

All original content on these pages is fingerprinted and certified by Digiprove