Drømme… der brister?

Når ens drømme ændrer sig til noget helt andet…

Ja – sådan er det, man har en drøm om en krop, et liv, et hus… Men det kan ændre sig så hurtigt – på et øjeblik…

Jeg glemmer aldrig den dag – hvor de drømme jeg havde om et liv i København brast – et liv hvor jeg endelig levede livet, som jeg havde drømt om lige siden jeg flyttede til Danmark. Jeg skulle bo i en lejlighed sammen med min mamma. Vi havde fundet en dejlig lejlighed i Valby, og der skulle vi bo i et bofællesskab.

Vi skulle deles om alt; huslejen, maden, og alt det andet. Vi skulle have fredags-husmøder med rødvin, hvor vi lavede regnskab for hvor meget min mamma havde gamblet væk nede i den lokale spillebule… - Ja, det var nu fordi vi gik forbi sådan en, og da vor fantasi ikke fejlede noget – kom vi frem til at jeg nok skulle låse sølvtøjet væk – så hun ikke pantsatte det. For hun mente at hun så absolut kom til at sidde der og ryge smøger, spille og drikke rødvin…

Vi havde lavet planer, og vi havde en drøm om livet i København, mig for første gang, mamma for tredje gang. Hun boede jo i en del år der – inden jeg blev født.

Denne drøm brast onsdag den 18. maj 2005… Mamma skulle lande i Kastrup med flyet om aftenen – men det blev mig der landede på Gardemoen – og skyndte mig ind til Oslo, hvor vi sad i køkkenet og bare kiggede tomt ude i luften og røg en hulens masse smøger.

Dagen efter sad vi der igen – røg smøger, drak rødvin og skrev ind på pc’en hvordan mammas bisættelse skulle være, hvad hun havde af ønsker om hvor hendes aske skulle spredes. Hun bad mig om at sprede den oppe i Nord Norge – ud i havet der hvor hun voksede op…

Jeg valgte to år senere at lægge hendes urne ned til hendes mors hjerte… 4 år senere valgte jeg at drysse min pappas aske ud på havet her i Danmark…

Hvorfor overholdt jeg ikke hendes ønske – men gjorde det for en fremmed far, som ikke havde ytret ønske om det?

Min mamma var en kvinde der var opvokset ved havet ja, men jeg ved at hun ikke var vild med fisk – og kunne blive søsyg bare af at se bølgerne der ude… så hvorfor i alverden skulle jeg hælde hende der ud?!

Min pappa var en mand der elskede havet – nej han var ikke sømand, men han var dykker, erhvervsdykker, lystfisker og elskede naturen. Så for mig var det det eneste rigtige at gøre…

Den smukke drøm kunne jo være at jeg spredte deres aske på havet, hans i Danmark – mammas i Nord Norge – også mødtes de et eller andet sted på de store verdens have… Det er faktisk en smuk drøm som jeg kunne have haft – som kunne have gået i opfyldelse…

Men jeg ved inderst inde at det jeg valgte – var det eneste rigtige at gøre.

Min mamma havde godt nok en sygelig angst for at blive begravet i en kiste, så jeg futtede hende af i ovnen på krematoriet… Og det var jo kun hendes aske der blev sat ned til hendes mor.

Jeg ved at min mamma havde givet slip – at hendes sjæl havde forladt hendes krop. Jeg oplevede det.

Jeg sad 20 minutter efter hun trak vejret sidste gang – ude i hospitsets have – og suttede på en smøg. Min tante sad ved siden af på min højre side. Jeg mærkede hendes hånd på min venstre skulder. Den gav mig et klem også slap den min skulder langsomt. Jeg kiggede ned i mit fang og opdagede at tantes hænder holdt mine hænder…

Da gik det op for mig at mamma havde lige klemt min skulder – hun havde lige sagt farvel til mig… Og for første gang i mit liv følte jeg byrden af ansvaret for alt – ansvaret for mig, ansvaret for min søster, ansvaret for mammas ting, ansvaret for hendes urne, hendes bisættelse – ALT – hvile på mig… Hun gav mig ansvaret for det hele.

Dette var i og for sig ikke et problem… Jeg havde mange gange været i optrækkeri overfor hende – hvor jeg ønskede hun skulle forstå at jeg var voksen nok til at klare de voksne ting – men det der mor/datter forhold… Hvornår mener man som mor at ens datter er voksen nok til at klare ALT?
Ikke at min mamma så ned på mig, eller mente at jeg var dybt uansvarlig… Vi havde et dejligt forhold, men der var jo altid den der: ”Jeg er din mor” – ting hængende over os. I et eller andet omfang…

Så da hun slap min skulder der ude i hospitsets have, den smukke – men også så grusomme dag den 2. juli 2007 – da følte jeg hele min verden hvile på mine skuldre.

Faktisk har jeg haft skulder smerter i den skulder lige siden. Og jeg har fået konstateret slidgigt i den sidste år…

Og det forstår jeg faktisk godt i dag… ud over at jeg er udpræget doven og ikke har dyrket motion – som ville have været gavnligt også på bliv-fri-for-gigt-kontoen… Så har det ansvar jeg følte hvile på mig – sat sig i min skulder.

Jeg tog også et stort ansvar på mig, og jeg tog endnu mere end hvad min mamma måske gav mig.

Og først efter jeg kom dertil at jeg kunne lave mine 108-tilgivelser af fortidens spøgelser, monstre og plageånder – har jeg været i stand til at løfte den store opgave der virkelig ligger i nogle af de ting der blev lagt på mig. Og mange af de ting der blev lagt på mig – er ting JEG selv tog… Jeg blev ikke tvunget til noget som helst – men det ligger jo i kortene at man som datter eller søn skal tage sig af alt hvad der vedrører bisættelser, pakke ting ned – sortere – afslutte… Jeg var alene om det, i den forstand at min søster ikke kunne hjælpe – det siger sig selv… Hun er psykisk udviklingshæmmet og ja… sådan var og er det…

Det ligger på mig. At huske hende, mindes hende… minde yngre generation om at Brita – Heidis mamma har levet og var en smuk og fantastisk kvinde. Som ikke fik levet alle hendes drømme ud… Som måtte give slip så alt for tidligt…

Men den yngre generation?

Den yngre generation – som skulle være mit barn. Det bliver det jo ikke. Og ja, jeg kan give videre til min kusines børn, men jeg ved hun klarer det fint selv. Så hvad kan jeg? Hvad kan jeg give videre? Til hvem?

Jeg har så taget den beslutning, at i og med jeg er min mors datter – og det hun lærte mig, den arv hun gav til mig – er den arv jeg videregiver til dem der vil læse om det, dem der vil lære mig at kende, dem der kender mig og holder af mig. Jeg er min mors datter – og jeg ærer hendes minde og hendes drøm om min fremtid – hver dag jeg lever livet fuldt ud – hver dag jeg elsker og omfavner mine kære – hver dag jeg husker at passe på mig selv, og hver dag jeg elsker og accepterer mig selv.

Det er min mammas drøm for mig – og det er min drøm for mig.

At mine drømme om at blive gammel her i Sneglehuset – nu har ændret sig, fordi vi har taget den store beslutning om at sælge, så vælger jeg ikke at se på det som en drøm der brast, men at nu ligger verden åben foran mig – med så mange nye spændende bo-muligheder – det vælger jeg at tro på.

Ja, det er da trist – men jeg tænker at Sneglehuset er her – som et tilflugtssted – en oase for dem der har brug for det i en periode… måske i 2 år, måske i 50 år. Man har det til låns – og giver det videre til andre der har brug for det.. Og nu skal Sneglehuset videregives til nogle der har brug for det. Og jeg skal ikke tage det som et nederlag – eller en drøm der brister.

Jeg giver Sneglehuset videre – og kigger ud mod horisonten og glæder mig til hvad mine fremtidsdrømme kommer til at indeholde – give og underholde mig med.

For drømme skal ikke briste – de skal bare ændres – udvikles… Og de skal udleves i det omfang de kan!

Tro mig – p.t. udlever jeg en stor del af mine drømme – og jeg glæder mig for vildt til jeg endelig kan skrive om dem til dig…

1 Response

  1. g2-2f3b938c10cde36b982fb490e6bd62bf
    Jag älskar att läsa dina inlägg om ditt liv och drömmar. Den biten som jag missat eftersom vi inte lärde känna varandra förrän i vuxen ålder. Jag har alltid vetat att du fanns, men inte var. är så glad att vi äntligen hittade varandra. <3 kära Kusin. <3 vi har så mycket att ta igen. Hoppas nu inte ni flyttar för långt bort så vi mister kontakten och vi kommer ha svårt att ses. Knus <3

Leave a comment

You must be Logged in to post a comment.

All original content on these pages is fingerprinted and certified by Digiprove