En blodprop…

I august 2015 var jeg i Spanien med min søster.  Jeg husker det ikke – men jeg tror det var anden eller tredje morgen – jeg vågnede op og følte jeg var ombord i en båd. Jeg havde meget ondt i nakken og var meget svimmel. Jeg havde en led hovedpine.

Et par dage senere blev jeg undersøgt af en læge – tilknyttet stedet – han registrerede et forhøjet blodtryk men tog ingen notits af at jeg fortalte om nogle arvelige anlæg jeg havde. Eller at jeg tager østradiol hver dag...

Jeg kom hjem og jeg har sidenhen været svimmel og ekstrem træt - og jeg har været til utallige undersøgelser.

Mistanke om tumor – blev heldigvis skudt ned. Men der var tegn på en aneurisme og en blodprop.

Heldige mig – så viste det sig at der ikke var en aneurisme i denne omgang, men jeg har haft en blodprop på min lillehjerne.

Mit blodtryk er forhøjet og det har det højst sandsynligt været grundet ekstrem stres i 2 år.

I går den 14 marts 2016 – blev jeg endelig sat på monitorering af blodtryk, jeg er i blod fortyndende behandling og blodtryks behandling.

Jeg er skuffet over nogle ting i det sundhedsvæsen jeg troede så meget på. Det er nu 7 måneder siden jeg havde en blodprop. 7 måneder med højt blodtryk, svimmelhed og nærmest ingen energi. Min hjerne bruger ca. 20% bare på at holde mig kørende når jeg er svimmel. Min krop arbejder på at overleve pga. blodtrykket. Jeg har været inaktiv så det basker – for jeg har ikke kunnet gå ud af en dør i perioder. Vi kender ikke omfanget af hvordan dette vil præge min fremtid.

Men havde man lyttet til mig i august – så havde man hørt og forstået og givet mig den behandling der var den rigtige. Så jeg ikke havde lagt ned i 7 måneder – men måske kun i 3 måneder….

Jeg er nu i gang med at komme mig ovenpå – jeg har bedt om hjælp til dette af min fastlæge – for som neurologen sagde: ”Du er ikke spændende nok nu for mig til at bruge særligt meget mere tid på dig –men din fastlæge kan måske finde det interessant at hjælpe dig”

Hver dag er lidt af en kamp for mig – jeg skal stå op – og klare at gøre basale ting som lave kaffe og ikke falde i søvn eller vælte omkuld med kaffekoppen i min hånd. Jeg skal gå med B&B – og komme mig hjem inden jeg bliver alt for svimmel.
Den største udfordring er at - ikke banke mig selv oveni hovedet hver dag over skuffelsen over at jeg ikke klarede at tømme opvaskeren – eller vaske tøj. Eller tage mad ud af fryseren.

På mange måder er det hele ret ydmygende for mig - ikke at være i stand til at klare almindelig ting. Jeg har altid haft styr på mig selv - husket både min kalender og min eneste enes. Jeg husker ikke at gå i bad nu - og jeg er nødt til at  have min eneste ene hjemme når det skal ske - for jeg er bange for at falde omkuld.

Vi har begge levet med angsten om at når han går ud af døren om morgenen - er jeg så i live når han kommer hjem? Fik på et tidspunkt besked om at jeg var nærmest en tikkende bombe med de fund der var gjort på skanningerne... I dagene efter - medens vi ventede på nogle test resultater - da var vi meget nervøse. Turde knapt nok bevæge mig. Var sågar bange for at lette en lille vind ud. Men chancen for at dø af tarmslyng var egentlig større end den aneurisme man troede jeg havde. Så jeg fik da lettet trykket...

Og nu - da ser det lysere ud. Vi ved årsagen til svimmelheden - og jeg ved hvad jeg selv kan gøre for at komme videre. Og jeg kommer mig ovenpå igen – det ved jeg – for det er jo MIG! Jeg er stærk og jeg kan klare alt!

Så – det var bare en lille opdatering – Jeg har endelig efter 7 måneder begyndt at få den rigtige hjælp – og de ved endelig hvad der er årsagen til min svimmelhed. Så nu SKAL det gå fremad!!

Blomster der varmede mit hjerte

Heldige mig - fik denne smukke buket i går - på en dag hvor jeg virkelig havde brug for det

No Comments Yet.

Leave a comment

You must be Logged in to post a comment.

All original content on these pages is fingerprinted and certified by Digiprove