I det smukke helvede…

Jeg har efter over halvandet år i et – ja det er sikkert ikke det for en der har været mere syg - i den kategori, men for mig har det sidste halvandet år været et rent ud sagt smukt helvede!

De fleste af jer har jo nok hørt om at jeg har været meget svimmel, og måske har nogle af jer fået med jer at jeg har haft en blodprop på min lillehjerne.

Men det mange af jer ikke er klar over – er hvordan jeg virkelig har det! Kunne jeg have fortalt det? Jo – sikkert – men hvorfor skulle jeg hver dag fortælle omverden om det smukke helvede jeg sad i? Hvad gavnede det mine venner og familie? Ingen ting.

Det smukke helvede… to modsigende ord ikk? Kan et helvede være smukt? Mit var og er! Jeg bor i et hjem, med min eneste ene – en mand der giver mig den aller største gave hver dag: Hans kærlighed og enorme støtte og forståelse, ubetinget til mig! Vi har den smukkeste udsigt, jeg vågner op hver morgen til en fantastisk solopgang. Og jeg tænker hver morgen – hvor er jeg heldig. Så vender jeg ryggen til solopgangen og synke hen i mit helvede med tanker om døden, om det at være uduelig. Om at være en på over 40 år som ikke kan en skid, som rent ud sagt er kone-nitten.

Ja! Min mand trak nitten i kone-lotteriet! Ikke kunne jeg hjælpe ham med at føre genmassen videre… Jeg døjer med vægten og mine dæmoner, ja - de to ting hænger jo uløseligt sammen…  Jeg har haft en blodprop der gør at jeg er sindssygt træt og jeg føler mig mere eller mindre som en der er klar til at flytte over til det der skøre udseende plejehjem her ude i Ørestaden.  Jeg vil forstå ham så inderligt godt, hvis han valgte at gå. Men han hænger sgu ved… Han er nu ret sej!!

Jeg har i halvandet år – kæmpet med et sundheds-system der i mine øjne er umenneskelig. JA JEG VED DET GODT!! Vi er meget heldige her i Danmark i forhold til resten af verden, men jeg betaler min skat eller lad os kalde det for hvad det egentlig er: medlemskontingent!  Meningen er så at jeg har betalt for visse fordele, biblioteker fyldte med bøger som jeg kan låne gratis, jeg kan køre på asfaltbelagte veje helt gratis, jeg kan skylle ud i mit toilet og jeg har rindende vand. Jo da jeg betaler for det, men det er jo en del af kontingentet. Jeg har også betalt for et sundheds-system der skal hjælpe mig når jeg har brug for det. Det er så der det virkelig svigter – for jeg har været igennem et helvede af kaos og ligegladhed.

Kaos: systemet er snirklet – har du kontakter og kan sige de rigtige ord kan du komme videre…. Men følger du retningslinjerne – så tager det edderperlemig lang tid!! Ligegladheden – fra visse mennesker i systemet har været det værste. Ordet beklager er så ligegyldigt for mig nu. Det har NUL betydning. For hver fejl der er begået mod mig – er ordet beklager blevet brugt – men det ord misbruges og ingen tager ansvar!

Når man oplever at man ikke bliver taget alvorligt, når der fortælles ting som er skræmmende, men som ikke har hold i noget som helst: ”Det er en ren tikkende bombe du har der oppe i hovedet” – citat fra tidligere fast-læge. Når man får at vide: ”Din blodprop er af en ubetydelig karakter – så der er ingen interesse for at hjælpe dig” citat fra neurolog, når man får at vide – der er ingen blodprop – og en måned senere får at vide det stik modsatte. Når man får at vide:” Din svimmelhed er af psykisk karakter! En blodprop gør dig ikke svimmel! – det er bare noget der foregår i dit hoved”. Citat fra neurolog …. JA GU FANDEN FOREGÅR DET I MIT HOVED!! Jeg har haft en blodprop på min lillehjerne – som sidder i mit hoved!!

Nu er jeg så absolut ikke en der vil rose en politiker – men der er jo altid en undtagelse… Jeg vil ligefrem rose 2 af slagsen:
Karina Vincentz byrådsmedlem i Odsherred, for at tippe mig om at kontakte Regionrådsformanden Sophie Hæstorp Andersen med min historie.

OHBOY det gav pote!! Sophie Hæstorp Andersen læste min historie og tog kontakt til Rigshospitalets direktion, som så tog kontakt til klinikchefen for Neurologisk Klinik på Rigshospitalet.

Og i går var min eneste ene og jeg til møde med ham – Allan Andersen hedder han! Fantastisk mand!

Dette møde er det aller vigtigste der er sket for mig i hele dette forløb! Jeg var så ind i hampen nervøs inden mødet. Ville det blive et møde med ordet beklager også en hel masse ligegyldig svada?

NEJ! For det blev et møde hvor der blevet indrømmet og forklaret og sat en plan for hvad der nu skal ske med mig. Der blev taget hul på den væmmelige byld jeg render rundt med i mit hoved – den der byld af depression jeg har fået i alt dette.

Jeg forstår nu hvad der er sket – hvorfor det er sket – hvordan mit liv er og bliver og jeg ser igen muligheder.

For det har jeg godt nok ikke kunne se. Jeg har set mig selv som en der var fyrre – fed og færdig, klar til at dø. Ikke selvmorderisk – men jeg følte at jeg visnede hen, at jeg var sat på sidesporet – glemt af alt og alle.

I går forstod jeg at der er håb, der er en forklaring og jeg er fyrre – fed men bestemt ikke færdig!!

Af hele mit hjerte tak til de nævnte personer i mit lille blog indlæg.

Nu skal jeg hive fat i de instanser jeg har fået forelagt – nu skal jeg kæmpe videre så jeg kan komme tilbage igen, ikke 100% som den gamle Heidi – men ved du hvad! Vi kan jo ikke gå igennem livet uden at ændre os. Det er så sådan det bliver.

NYT MÅL: 100% ny Heidi: svimmel, glad, usigelig træt, ikke færdig, finder ny mening med at leve, sjov, sød, charmetrold, måske ikke så mange bolde i luften længere, komme i bedre form igen, måske skrive lidt igen, højst sandsynligt sove mere, huske at tage medicinen – for nu har jeg papir på at jeg skal tage den!!

Og – bare for god ordensskyld… Jeg kan nu sige at jeg har papirer på at jeg har hul i hjernen – men jeg er bestemt ikke dum!

God weekend – Jeg elsker og jeg accepterer mig selv og jeg er taknemlig for at jeg turde tage skridtet og ikke finde mig i mere!!

No Comments Yet.

Leave a comment

You must be Logged in to post a comment.

All original content on these pages is fingerprinted and certified by Digiprove