Jeg hedder Heidi og jeg har et, skal vi sige… kaloriemæssigt overskud…

Vægt: over 95 kg. Så lad os nu se hurtigt videre… altså nedad…

…. Skulle jeg ikke gjort… Damn de lårbasser er store!!

Fo nogle år siden fik jeg fjernet meget hænge skin fra min mave, dels pga. tidligere overvægt, men mest fordi jeg har fået 9 operationer i min mave. Så musklerne var naturligt kejsersnit-ødelagte… Samtidigt så sugede de lidt fedt af ”vingerne” på ryggen…

Resultat: en mystisk udseende mave, der ser flad ud og som gør mig totalt blind for det faktum at jeg har taget på i vægt… taget meeeeget på i vægt!

Problemet ved en fedt sugning er at fedtet finder nye steder at putte sig. Og i mit tilfælde: LÅRBASSERNE!!!  Jeg har altid været stolt af de flotte lår jeg havde, ben generelt… men nu … YIKES!!

Og nu, selv om jeg ikke kan se det i spejlet.. (Dog på billeder, men det er jo ikke ”live”), så magter jeg ikke mere dette helvedde… Med at gå i tøj der ser gyselig ud, for at skjule nye vinger på ryggen (denne gang højere oppe) store lårbasser, en koloenorm dobbelt hage, jeg har ikke mange små… nope nej, jeg har EEN, stor…..

Så here goes: mission NOT impossible: Jeg skal være LÆKKER, smuk, slank og FYLDT med selvværd til Januar 2014, og til den 23. juni 2014!!

Hvorfor de datoer??

Januar 2014 – da skal vi til Thailand. Og sidste gang vi var der havde jeg sværget at jeg ville ligne en strand sild og ikke en strandet hval… Det skete ikke… (min fejl…!!)

23. juni 2014… da bliver jeg 40 år, og dengang jeg blev 35 sværgede jeg at på min 40 års dag skal jeg passe én bestemt kjole, se lækker ud… og ikke mindst være færdig med mit aldersdepressionshalløj…

Nu er jeg vel nærmest en ekspert i slankning… Men jeg mangler denne fantastiske viden der er om at holde vægten.. indtil nu har jeg været kanon dygtig til at holde vægten, over 80 kg.. men det er ikke der jeg vil være. Jeg vil heller ikke ligne en tynd model.. (som om det skulle ske…) men jeg vil bare være almindelig!

Ose af overskud, have selvværd, selvtillid og bare være glad. For det hænger faktisk sammen det hele.. for mig!

Jeg har altid haft vægt problemer.. dette er dels grundet min sygdom, PCO. Men i allerhøjeste grad min dejlige elsker… CHOKO. Havde faktisk to en overgang: CIGGY, men jeg tog mig sammen og droppede CIGGY og de dårligdomme der fulgte ved ham.. røg lugt, dårlig ånde, dårlige lunger, træls hud, osv osv.. Og siden da… Har jeg spist. (det var et herligt kick…) For sikke en undskyldning at have!! Jeg har jo kvittet smøgerne, så jeg må godt!  Men nu går den ikke mere..

Nu vil jeg have det godt, og ikke evig og altid være ked af at se mig i spejlet, mærke mine vinger… forsøge at skjule min dobbelthage.. være træt af at mærke klasket fra mine overarme når jeg bevæger dem, bange for at ligge min mand ihjel med mine lårbasser…

Okay, ved sgu godt jeg ikke er koloenorm stor. Der er dem der er virkelig stor. Men jeg er på vej derhen, hvis jeg ikke stopper dette overflødighedshorn af fråseri. Jeg vil ikke få livsstilssygdomme! Jeg vil ikke have dårlige knæ! Jeg vil ikke have dårlig kondi! (hader enhver form for pulstræning…)

"Jeg vil have det godt med mig selv!"

Og jeg mener ikke at overvægtige mennesker skal trynes eller ses skævt til! Jeg vil bare ikke se skævt til mig selv mere! Jeg vil SE mig selv! Den glade Heidi jeg ved der lurer under fedtet…

Første opgave er at finde værdien i mig selv. Finde årsagen til hvorfor jeg pakker mig ind i mit tæppe vævet af Choko og andre lækkerier..

Det nytter ikke noget at tabe mig en hulens masse kilo. Leve lidt på rusen, tage i mod folks dejlige kommentarer om; ”Ej hvor ser du godt ud. Lækker…” osv osv.. De kommentarer er som en skøn sommerforelskelse. De er dejlige i starten, men går over som en hver anden sommer forelskelse.

Jeg har prøvet det. Og se hvad min egen selvværds følelse gjorde. +++ kilo igen.

Jeg er godt klar over hvorfor jeg har disse mange ekstra kilo. Hvorfor jeg æder. Det er trøst. Ikke andet. Hvad er det jeg trøster? Mig selv. Hvorfor? Fordi jeg hader mig selv? I sådan en grad at jeg er ret selvdestruktiv i min adfærd.
Selvdestruktiv på den måde at jeg æder. Ikke bulimisk, jeg æder bare.
Så går jeg ud på badeværelset, kigger mig i spejlet og siger indeni mig selv: ”JEG HADER DIG”
Bliver ked af det og går ud og sætter mig i sofaen og bliver endnu mere led og ked af det.
Sværger for mig selv at nu, i morgen begynder SLANKEKUREN!! Den ultimative, den som for evigt kommer til at gøre mig lykkelig.
Dagen efter har jeg ”glemt” alt om den…

Sådan kører det.. en skrue uden ende.

Men efter en lang snak med min eneste ene, Morten. En meget alvorlig og ærlig snak. Hvor Morten også kom frem med det jeg har frygtet at høre, men også har sukket efter at høre: ”Heidi, din krop tænder mig ikke som den gjorde dengang vi mødte hinanden. Din krop er ikke flot længere, den er ikke sexet, den tænder mig ikke mere.”

DAMN sandheden gør ondt. Men hold da op hvor en den kærkommen! Jeg er ikke vred på ham. Overhovedet ikke! Jeg beundrer og respekterer ham for hans ærlighed. For hulen, han er sgu heller ikke så lækker som dengang vi mødtes. Han tænder heller ikke mig i samme omfang som dengang!

Jo da alderen er da en lille faktor.. ting hænger lidt mere, rynkerne kigger frem på en måde som er mere og mere synlig for ikke kun den der kigger sig i spejlet, men også for andre..

Vi er begge kommet frem til: ”Ja, sandheden gør ondt, men den skal frem!” Og lad os gøre noget ved det sammen. Lad os på hver vor måde arbejde med os selv, tabe det kaloriemæssige overskud. Og tage masser af selvværd på!

Jeg vil gøre det i offentligt rum. Jeg vil skrive om det. Jeg vil dele tanker, mål og billeder, med dem der orker at læse om det.

Så her kommer det første, ærlige sande billede af mig. Dette er meget grænseoverskridende for mig, men jeg gør det. For på denne måde skal jeg holdes fast til mit løfte. Et løfte jeg har givet mig selv, min mand og vort forhold.

Ja, der er jo nok dem der siger; ”jamen du er jo smuk, indeni… ” Sikkert, men jeg kan ikke se det. Og jeg vil være smuk udenpå og indeni.

Så er der dem der siger: ”Du er ikke tyk” Nej, men jeg er fed! Meget!! Én ting er hvad mit fedt vejer. Men selvhadet… det vejer, det tynger.

Du kan følge min kamp mod mig selv, ikke mod vægten. Den kan man jo ikke kæmpe mod… Man skal jo veje noget for at leve. Men jeg skal bekæmpe mit selvhad, og tage på i kærligheden til mig selv. Og det sker ved tab af kaloriemæssigt overskud og en del skriveri og selvterapi...

7 Responses

  1. Pernille
    Elsker dig Heidi <3
  2. Veronika
    Hei Heidi. Nå skal jeg følge med på bloggen din! Du er flink å skrive! Hilsen Veronika, som har fått link til din blogg av Hege.
  3. Ann-Birgith Wærnes
    Har lest og ledd masse.. Du skriver godt.. og æ kjenne mæ igjen :-) Klæmm :-)
  4. Annie Douglas Andersen
    Hej Heidi - og tak for en god omgang latter :-) Du skriver ret sjovt om et alvorligt emne, som jeg også kan kende mig selv igen i.. Håber det lykkedes for dig at komme af med nogle kilo. Morer mig stadig over den med strandsild/hval :-) Ha ha. Hilsen Annie
    • Hej Annie Mange tak for din ros :-) Og jeg håber du vil læse videre i min blog... den er sort ind i mellem men heldigvis også ret spraglende.... :-)
  5. […] dig der har fulgt min blog fra starten af – så kan du sikkert huske det syn jeg havde på mig selv – og ikke mindst min […]

Leave a comment

You must be Logged in to post a comment.

All original content on these pages is fingerprinted and certified by Digiprove