Til dig der ikke ved det…

Følgende blogindlæg er ikke klynk! Det er en oplysning til dem der går rundt og tror om mig – ting som er så langt væk fra den jeg er og det jeg står for!

Jeg tror ikke at man kan sætte sig ind i hvordan det er at have en skade på ens hjerne. Hvordan livet er og hvordan man ønsker det skal være…

Jeg har en skade – som gør mig meget svimmel i perioder. Og den gør også at jeg er meget træt i perioder. Sådan er det – og sådan vil det blive ved med at være. Det er den jeg er i dag.

Men jeg er IKKE en kvinde der har opgivet livet – jeg er ikke en der er ligeglad eller har slået hånden af familie eller venner. Jeg er ikke en der er sur eller fornærmet over noget som i bund og grund sikkert er ligegyldigt.

Jeg har en skade, som gør det udfordrende at klare enkle ting som for eksempel at gøre rent i lejligheden på én dag, eller huske at få vasketøjet ud af vaskemaskinen, eller huske at jeg kan ikke kun leve på knækkebrød og peanutsmør med appelsinmarmelade hver dag – for overspringshandlingerne er ikke dovenskab – som jeg har været meget dygtig til at fortælle mig selv det er. Men de er et resultat af den skade der er – og min fokusering er til tider ikke så lynskarp som den har været.

På grund af alt hvad jeg har gået igennem siden blodproppen i august 2015 – så kan jeg være helt sikker og helt ærlig omkring det at jeg har en depression i dag. En depression som jeg skal skal have hjælp til at håndtere.

Det hele gør at jeg i perioder bare ikke klarer kontakt med omverdenen – jeg har ikke mental energi til at rumme folk der taler, der drikker kaffe eller the, folk der ser godt ud, folk der er glade, folk der har et liv!

Sådan er det – og jeg ved at det bliver bedre en dag – at jeg en dag er kommet så meget ovenpå at jeg kan lide den jeg er nu – at jeg kan acceptere den jeg er nu.

Det er svært – så ind i hampen svært at fortælle mig selv gode ting, det er så meget nemmere at fortælle mig selv hvor dårlig jeg er – hvor doven jeg er – hvor komplet ligegyldig min tilstedeværelse er her på denne planet.

Men jeg kæmper hver dag – små skridt – alene men også heldigvis med en kolossal støtte fra min eneste ene og min dejlige veninde Bettina. De 2 holder mig oppe og får mig til at smile.

Jeg læser med på facebook – og jeg forsøger at vise et billede der er positivt – så det hele ikke bliver så negativt… Jeg er autentisk – jeg deler sandheden – intet mindre.

Men du må forstå - jeg har en skade, som gør at min energi ikke er så god som den burde, jeg har en depression som dræner mig en del i perioder.

Dem der kender mig godt – ved hvad jeg står for, ved at jeg så absolut ikke er ligeglad – eller har droppet venskaber eller familie. Men jeg har ikke det drive der skal til for at løfte telefonen og ringe og spørge hvordan de enkelte har det.

Jeg er her – jeg kæmper – jeg forsøger at leve…. Det liv som jeg har lyst til at leve – men det er lidt opad bakke lige for tiden….

 

Jeg ved at livet er en dans på roser

men jeg kom til at træde på nogle torne...

Broen til det ukendte

No Comments Yet.

Leave a comment

You must be Logged in to post a comment.

All original content on these pages is fingerprinted and certified by Digiprove