Til løberen i bar overkrop…

I går besluttede jeg at tage stafetpinden op af kisten og forsøge at komme tilbage til livet igen – jeg føler at denne venten på, at det danske hospitals-væsen skal finde ud af hvad tid det passer dem at hjælpe en slagpatient på er uudholdelig.

Så efter en tur med hundene stod den på en powerwalk i Fælleden. Jeg valgte at klæde om til sportstøjet… hvilket var en udfordring i sig selv. Jeg huskede pludselig at jeg havde givet væk det tøj der var for stort – men som var lige min størrelse nu.

Jeg havde kun træningstøj tilbage til en absolut mindre version af mig selv. Bortset fra et par nye bukser jeg har købt. Eller de er nok et eller to numre for udfordrende at tage på – men jeg monterede det på og jeg valgte at tage en top på som fik mine overarme ud af skabet og vise dem i sin fulde hænge kraft.

Ja, jeg har taget en del på – jeg har lagt på en sofa i evigheder… So what! Who cares! Pointen er – jeg tager hånd om det. Jeg er jo stadigvæk dejlige søde rare sjove herlige ejegode Heidi indunder alt det der ekstra spæk. Ja, jeg er skuffet over mig selv – men skuffelsen får mig ligesom ikke nogle steder – og jeg skal videre!

Jeg har haft en hård start på mit nye Københavnerliv – og jeg føler mig ret ensom her ude i Fælleden. Når jeg går en tur – og møder nogle – så kigger folk altid væk. Nej, det er selvfølgelig ikke på grund af mig! Det er bare sådan vi mennesker er – vi kigger væk. Det er nemmere – at leve i vor egen boble og skabe en distance til det der er omkring os. Sådan er det – men sådan accepterer jeg ikke længere at det skal være!

Så for et stykke tid siden begyndte jeg at smile til dem jeg mødte – nogle gange får jeg et smil tilbage nogle gange ikke… Men jeg smiler og smiler! For man skal starte et sted!

Hvorfor taler jeg om dette? Jo, fordi dengang jeg flyttede til Danmark – var der én ting jeg blev overrasket over. Hver morgen når jeg passerede en på gaden – blev der sagt god morgen. Jeg elskede det!! Havde aldrig oplevet det og det var simpelthen fantastisk. Jeg forstod ikke helt hvorfor jeg syntes det, men i går forstod jeg det!

Jeg fik monteret træningstøjet og tog min telefon med i sån en armdims. Syntes jeg så smart ud. Ja, jeg var udmærket klar over at jeg ikke så ret veltrænet ud… men fuck det – det var varmt, og jeg skulle ud og powerwalke!!

Da jeg kom forbi lille skoven og ud på den vej i fælleden hvor der er mindst racer cyklister uden aerodynamisk ringeklokke, kom der en løbende – i denne nye mode dille jeg ser mere og mere af. I bar overkrop. Mænd og kvinder render rundt i bar overkrop!! Okay – kvinderne har heldigvis en sports bh på…

Han var veltrænet og det er irrelevant egentlig at det var en mand… Jeg begynder at gå til den – og jeg kigger lige ud – for jeg vil hellere ikke overbeglo en løber i bar overkrop… Jeg smiler – for det er aftalen jeg har gjort med mig selv. Og i det han passerer mig hører jeg: ”Hej”. Jeg bliver så overrasket og siger hej i det jeg går videre.

Nu var det bare et hej – men reaktionen blev intens. For mine tårer trillede ned ad kinden – medens jeg tænkte: Han så mig! Jeg lever! Jeg eksisterer! Han sagde hej til mig!

Jeg smilede og tårerne trillede ned og jeg fyldtes med en varme i mit hjerte! En glæde. For jeg var ikke usynlig – min tilstedeværelse her og nu i Fælleden blev anerkendt!

Det var en fantastisk følelse og jeg gik derudad smilende og glad. Jeg smilede til alle jeg mødte, næsten alle. Men jeg smilede.

Tankerne fløj rundt i mit hoved – og nogle sandheder gik op for mig. Smil til verden og verden ser dig og smiler igen! Den der dømmer andre – er den der dømmer sig selv hårdest. Ikke raket videnskab, men indrømmelser for mig om mig.

For jeg er en der dømmer mig selv hårdt. Og konsekvensen er at jeg dømmer andre – jeg tror at en sportstrænet en der kommer løbende væmmes ved at se mig – men det gør han ikke: for så havde han ikke sagt hej!

Så tusinde gange mange tak til løberen i bar overkrop i Kalvebod Fælled – mandag den 25. juli!
Du gjorde en verden til forskel for mig! At blive set – at få at vide at jeg er her…
Det gav mig modet til at fortsætte – selv om jeg er i et mareridt lige nu.

Masser af mambo jambo i mine ord i dag – men min pointe er: SMIL TIL DEM DU MØDER!! Sig Hej hvis du føler for det! MEN SMIL! Vis andre at du ser dem – at de er til – ensomheden føles mindre tung bare ved at modtage et smil.

Smil til verden

No Comments Yet.

Leave a comment

You must be Logged in to post a comment.

All original content on these pages is fingerprinted and certified by Digiprove